søndag den 31. marts 2013

Hjem fra camping

Så er vi hjemme igen efter en dejlig påskecamping i Løkken,
vi har ladet vognen stå deroppe, så vi kan bruge den den næste 3-4 weekender.
Det er super lækkert at køre derop og det hele er klar til brug,
det eneste vi skal gøre er at fylde køleskabet og lidt rent tøj i skabet.
Jeg er stadig frygtelig træt efter influenzaen,
men mon ikke dagene i campingvognen på længere sigt vil gøre mig godt!
Der er da blevet strikket lidt, men ikke noget er blevet færdigt, lidt ender skal hæftes.
Mitte var glad for at få os hjem igen og Pivsen sad udenfor vinduet
ca. ½ time efter vi var kommet hjem.
Nå, jeg tror jeg vil have en franskbrød med honning, 
og så ind i sofaen og læse lidt i min bog :))

fredag den 29. marts 2013

Camping

 
I søndags kørte vi campingvognen til Løkken Klit og fik det hele stillet op. Vi var hjemme igen til aften. Mandag skulle kasper til stævne i Rønde, derfor kom vi først til Løkken på camping tirsdag. Vi har slappet af og hygget os og ingenting lavet. Det har ikke været de høje temperaturer, men solen har da tittet frem og vi har ind imellem kunnet holde varmen i forteltet uden gasovnen. I går torsdag sad vi ude en halv times tid og nød solens stråler.
I dag fik vi okse mørbrad bøffer med kartofler, gulerødder og slik ærter og en lækker flødesauce, mums det var godt.
Jeg er startet på at strikke en lille pigebluse / vest med korte ærmer, men ihh hvor den drillede mig, endelig fik jeg løst gåden, så nu går det derud af. Vi har lige spillet 500, men nu er der jo "Olsen Banden" i flimmeren og den skal ses :))
Fortsat rigtig god påske til jer, som læser med :))

lørdag den 23. marts 2013

Påskeferie

Det er længe siden jeg sidst har blogget, det er fordi jeg har været syg af influenza i godt og vel en uges tid. Jeg startede på arbejde i går, fredag. Det har godt nok været en drøj omgang at komme igennem, men jeg håber nu at være på en rigtige side. Det er heller ikke blevet til så emget strik i den sidste tid, men denne lille babyvest har jeg strikket for en tid siden, den er størrelse 0-3 måneder og materialet er 100 % bomuld.
 Jeg har påskeferie nu og vi havde planer om at skulle på camping idag lørdag, men vi har udsat det til søndag, så kører vi til Løkken og stiller op, men kører hjem igen når vi er færdige, Kasper skal nemlig til badmintonstævne mandag i Rønde, efter det kører vi til Løkken og holder en velfortjent påskeferie. Vognen skal vi have til at stå i Løkken en stor del af foråret.  
Mitte, vores skønne kat, har været til et helbredscheck, han er ganske sund og rask, men han trængte til at få renset sine tænder, når nu han skulle i en let bedøvelse valgte vi at få fjernet et par små cyster som han havde på det ene bagben, det var han ude og få gjort i onsdags. Han har stadig kraven på, for han vil gerne slikke i såret men det går ikke. Ellers er han frisk igen og nyder livet inde i sofaen.
Kasper var i forrige weekend til klubmesterskaber, han blev klubmester i både single og double, så nu er han i gang med sporten igen efter blindtarmsoperationen midt i januar måned.  

mandag den 4. marts 2013

Babytrøje fra Drops

Babytrøjen har jeg strikket for en tid siden,
garnet er strømpegarn bestående af  70 % uld og 30 % polyamid.
Trøjen er dejlig nem at få på barnet, idet der er knapper i raglansamlingen.  
Der var rigeligt garn så der blev også til en lille hue.  
Det er en størrelse 6-9 måneder. Mønsteret er fra Drops.
Den er lagt i min Amio butik 
Mit garnforbrug fører jeg regnskab med og jeg har besluttet,
 at jeg i år vil offentliggøre det her på min blog.
I januar brugte jeg 432 gram garn og i februar brugte jeg 768 gram,
 så der blev produceret mange ting. Ialt har jeg i år brugt 1200 gram.
 
I lørdags holdt vi julefrokost for vendepladsen, det var en lidt forsinket en,
men det var rigtig hyggeligt at være sammen.
Også idag har det været et utroligt dejligt forårsvejr og man bliver i super godt humør. 
Rigtig god mandag til jer alle :))