Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag

søndag den 22. juni 2014

Strikkede djævlehuer og snik snak

Endelig har jeg haft en weekend hjemme, vi var på camping fra fredag til lørdag, men eftersom at de var lidt koldt og blæsende, valgte vi at tage hjem lørdag formiddag. Desuden var der heller ingen mennesker derude, så er det altså ikke så meget ved.
For et par weekender siden fik jeg strikket disse tre små djævlehuer i str. 3-6 måneder. De er sat til slag i min Amio butik.
Den kommende uge bliver lidt aktiv; mandag skal Erik køre mig på arbejde fordi han skal på værksted med bilen, der er nemlig problemer med at bruge nøglen, man kan ikke låse døren op med den, vi kan kun bruge den fjernbetjente. Det sker når man ikke bruger den almindelige nøgle så tit. Når han kommer hjem skal han have vasket og støvsuget den og ud og hente mig klokken 16.
Tirsdag skal Kasper op til eksamen i fysik.
Onsdag skal vi til Århus på idrætsklinikken med Kasper, han skal have scannet sine knæ. Dem har han døjet med de sidste 5-6 år, så nu håber vi, at der kommer en løsning. Han har fået konstateret schlatter knæ, hvilket ofte ses hos drenge som dyrker meget sport.
Onsdag aften skal vi til dimission på skolen, hvor han får sin 9. klasses afgangsbevis.
Torsdag skal vi til fødselsdag i Spentrup.
Pyha jeg glæder mig til fredag hvor der falder lidt ro på .
 
Fortsat rigtig god søndag aften til alle jer :))

torsdag den 24. april 2014

Påske og babysokker

En skøn påskeferie har vi haft med lækkert vejr.
Vi var på camping i påsken, men tog hjem torsdag fordi jeg havde fødselsdag fredag den 18. april. Et nyt årti er jeg gået ind i. Det er godt nok underligt, men jeg vænner mig nok til det,
eller det bliver jeg jo nødt til!!!!!
Jeg havde ikke inviteret nogle, men der kom gæster dryssende fra kl. 11 til ved 17 tiden. Til aften var vi ude og spise lækkert. Det var en dejlig dag, lige som jeg havde ønsket.
Med hensyn til camping, så er vi jo nu fastliggere, nøøøj hvor vi nyder det, tror at det bliver sådan fremover. Her i weekenden skal Kasper til DMU i badminton, og vi kan jo så tage i campingvognen hvis altså vejret er ok.
Nå, strikkeriet går også vældigt, jeg har fået strikket disse fire par babysokker, som er lagt i min Amio butik.
De er alle i størrelse 0-3 måneder.
Lige nu har jeg gang i fire sæt Kaj og Andrea, de tre er bestilt,
så der er et par tilovers hvis andre er interesseret.

tirsdag den 11. februar 2014

Vinterferie..........

Ahhh hvor jeg nyder at vinterferien er startet, der har godt nok ikke været så meget afslapning indtil nu, vi har nemlig haft travlt med at male stuen. Nu er vi færdige og der er flyttet ind igen, men jeg mangler at sorterer mine håndarbejdsting,. Jeg har i den sidste tid haft gang i mange ting og jeg har derfor fået alt for meget ind i stuen som ikke hører hjemme der, så det skal der ryddes op i.
Ellers må det være afslapning resten af ugen.....
Jeg har strikket nogle karklude, som er sat til salg i min Amio butik
Sidste år lavede jeg lidt påskepynt, det blev til fire sæt af denne model.
 De er også sat til salg i min Amio butik 
Rigtig god tirsdag til alle jer som læser med :))

tirsdag den 4. februar 2014

Børneveste

I d e sidste par uger har jeg strikket børneveste, fire havde jeg bestillinger til.
Billedet er ikke særlig godt, da det jo ikke er nemt at tage billeder uden ordentlig dagslys.
De to her er strikket i størrelse 1½ år.
Denne sandfarvet er i størrelse 6 måneder.
Denne her er en str. 3 mdr.
Pyha jeg syntes dagene er lidt strenge for tiden, jeg føler mig SÅ træt og udkørt så jeg glæder mig til at holde vinterferie i næste uge. 3 arbejdsdage tilbage til ferie.
Projekterne at vi ved at planlægge, mere herom senere.

 

lørdag den 25. januar 2014

Hæklet elefant og lidt andre projekter

En bestilling på en af mine populære elefanter. Jeg fandt nogle forskellige farver bomuldsgarn, men endte med at købe et par andre farver til at live lidt op.
Det færdige resultat; en glad elefant i dejlige farver. 
Jeg har et par bestillinger på de populære babyveste, så dem er jeg i gang med lige for tiden. De tager godt nok ikke lang tid at strikke, den ene er str. 6 måneder, den kan jeg strikke færdig på to aftener. De to andre er str. 12-18 måneder og de tager ca. 3 aftener hver.
Det er godt nok ved at være længe siden jeg sidst har lagt et indlæg ind, men tiden er gået alt for hurtigt. Vi har haft travlt med at male i bryggers og all rum, både tofter og vægge. Det har godt nok været et stort arbejde, men hvor er det dejligt når det er gjort. Vi skal igennem hele huset her i vinter/foråret. Det næste bliver Kasper´s værelse, som vi skal i gang med i næste weekend.  
Nøj hvor er det da blevet hundekoldt, jeg fryser bare hele tiden,
så det er dejligt om aftenen at smutte under dyne med strikketøjet i sofaen.
 

onsdag den 18. december 2013

Strikkede børnesokker

I dag har jeg været ved at skrive de sidste julekort til familien, det er så hyggeligt at modtage julekort, desværre får vi ikke selv så mange tilsendt.
De sidste julegaver er pakket ind og gaverne til julefrokosten med arbejdet på fredag er også klar. Senere lægger jeg lidt billeder ind af mine pakker. 
Sokkeproduktionen har været på overarbejde her i efteråret og det er blevet til blandt andet disse 5 par skønne sokker. Alle sokkerne er lagt i min Amio butik
Størrelse 0-2 måneder 
Størrelse 12-18 måneder, SOLGT 
Størrelse 12-18 måneder 
6-12 måneder 
12-18 måneder

søndag den 8. december 2013

Den populære børnevest

2 stk. børneveste i en lækker uldblanding;
 70 % uld - 30 % polyamid.
En dejlig garn at strikke med. De er begge i størrelse 1½ år.
Temmilig hurtige at strikke, det tog 2 aftener pr. vest.




tirsdag den 12. november 2013

Strikkede børnetrøjer

Jeg er vist kommet ind i en periode hvor der skal blogges om "gamle" ting, trøjerne her har jeg strikket for i hvert fald et år siden, men bare ikke fået blogget om dem.
Den hvide er strikket i noget restegarn og jeg kan ikke huske hvad det består af.
Den er strikket i str. 9-12 måneder
Den lyseblå er også strikket i noget restegarn 100 % bomuld i en tyk kvalitet.
Den er strikket i str. 6-9 måneder.
Begge er til salg i min Amio butik
I denne uge er håndværkerne ved at udskifte vores vinduer og døre,
hmm det bliver bare SÅ godt. Spændende at se det færdige resultat.
Herefter følger der et større rengøringsarbejde og oprydning :))

onsdag den 6. november 2013

Sokke bøvl....

I oktober måned har jeg fået strikket rigtig mange dejlige ting. Blandt andet disse tre par børnesokker. I min butik havde jeg et par børnesokker til salg, de var i farverne mørk blå/sand med en petroliumsfarvet rib - hæl og tå, de blev ret hurtigt solgt, men der var bare det, at køber skrev tilbage at de var lidt små til hendes søn, ikke fordi der var noget galt i det, men jeg skrev til hende at hun selvfølgelig kunne få dem byttet. Vi aftalte, at hun skulle sende dem retur og at jeg havde ikke andre i størrelsen som hun havde købt, men jeg ville strikke nogle par som hun så kunne vælge imellem. Alt i orden hertil... Da jeg modtog de returnerede sokker fra hende, kunne jeg se, at de bar tydeligt præg af at være brugt, jeg kunne ihvert fald ikke sælge dem til anden side. Jeg skrev derfor til hende, at jeg ville forlænge sokkerne, men hun ville gerne købe et par mere, hun skulle bare indsætte pengene på min konto og når jeg modtog dem ville jeg sende begge par sokker. (Der var jo ingen grund til at sende af to gange), men efter en uge havde jeg stadig ikke modtaget penge, endelig svarede hun på mine beskeder, hun havde desværre ikke adgang til netbank og kunne ikke betale. Hmm nu syntes jeg, at jeg havde brugt rigeligt tid på hende og meddelte hende at jeg sendte de forlængede sokker og at hun kunne bestille et par mere i butikken når hun havde mulighed for at betale.  
Ja ja, så lærte jeg af det, nemlig vigtigheden i at meddele kunden,
 at varer kun tages retur hvis de er ubrugte!!!
Nå, men det blev i hvert fald til disse tre par sokker,
som en af de nærmeste dage lægges de i min






onsdag den 30. oktober 2013

Børnesokker

Børnesokkerne har jeg strikket for en tid siden, har bare ikke fået blogget om dem.
Alle tre par blev lagt i min Amio butik.
De grønne er en størrelse 3-6 måneder og er endnu ikke solgt.
I aften er vi tidligt færdige i køkkenet, så jeg glæder mig til at komme tidligt ind i sofaen og hygge med strikketøjet. Jeg er netop i gang med at strikke en poncho til mig selv, jeg købte jo for en tid siden noget uldgarn fra "Mor Aase" og det skal bruges til den.
Fortsat rigtig god aften til alle jer som læser med :))

tirsdag den 8. oktober 2013

Billigt garn

I Rema i denne uge har de 20 nøgler raggarn på tilbud til 169,-
Det består af 80 % uld og 20 & nylon.
Det fås i råhvidt - sort og sort/hvid meleret.
Jeg MÅ IKKE, men kunne simpelthen ikke lade være, jeg har SÅ meget garn på lageret, selvom jeg bliver 90, så tror jeg ikke jeg kan nå at få brugt det hele.
Nå men det blev altså købt, jeg har en tanke om, at jeg gerne vil strikke en poncho til mig selv.
Se bare de to dejlige "unger", det er yderst sjældent de kan finde på at ligge sådan sammen. Nu er Pivsen, den mindste 4 år og jeg tror kun det er sket to gange før.
Aftenen efter lå de sammen inde i Kasper´s seng, så mon den gamle Mitte har fundet ud af at Pivsen ikke altid driller ham. Nå, ja Pivsen bliver jo også ældre og mindre drillesyg. 

lørdag den 5. oktober 2013

Strikket børnesæt

For en tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville strikke et børnesæt størrelse 1½ år, bestående af en trøje med hætte og et par lange bukser.
Det ville jeg selvfølgelig gerne. Det var efter en meget gammel opskrift fra et ugeblad,
desværre var der ingen årstal på.
Sættet skulle strikkes i Drops Crepe og det er noget garn som ikke findes mere, så jeg valgte Drops Alpaca istedet, det er noget super lækkert uldgarn.
Garnet bestilte jeg hos "Tante Hanne".
Det skulle strikkes i dobbelt garn, en tråd i en blå og den anden tråd i mørk lilla,
 der skulle bruges 800 gram ialt, 400 gram af hver farve.
Faktisk alt garnet blev brugt, der var lige tilbage til en ponpon, som bestilleren selv skulle lave.
Det blev et rigtig dejligt varmt sæt, men det var altså også et stort arbejde og bestemt ikke en guldgrube at strikke for andre.
(Farven snyder meget på de to sidste billeder, det er fordi de er taget om aftenen med blitz).
 
Garnprisen var 324,- plus  porto for garn blev 38,-  plus porto til bestilleren blev 40,- alt i alt løb udgifterne op i 420,- kroner for mig. Jeg tog 600,- for at strikke sættet, altså tjente jeg 180,-.
Jeg prøvede at tage tid på arbejdet og det løb op i 45 arbejdstimer. Hmmm, ja så kan man jo hurtigt se at timelønnen er meget lille; den blev til 4,-.
Så skal man altså kunne li´at strikke så stort et arbejde. 
Nå pyt, modtageren blev glad for sættet og roste det meget, det er da også noget værd.
Fortsat rigtig god weekend til jer derude :))

onsdag den 2. oktober 2013

Djævlehuer af rester

Lidt rester er blevet brugt til disse to små djævlehuer. Huerne er strikket frem og tilbage og til sidst syet sammen med en flad synig så den ikke kommer til at genere barnet. Den gamle opskrift hvor man strikker i ret og tager ud og ind er også da også en udmærket model men jeg sværger altså til denne. Den hvid/lysrøde er i størrelse 0-2 måneder og den lysrøde/lilla er størrelse 3-6 måneder.
Bindebåndet har jeg strikket ved at slå 4 masker op, strikke maskerne og skubbe dem frem på pinden for igen at strikke dem, jeg vender ikke strikketøjet!!! Det ender så med at blive et stykke rundt strik, dejlig nemt at strikke bindebånd på denne måde.
Huerne er til sale i min Amio butik

mandag den 30. september 2013

Små strikkede babybluser

De små babybluser er strikket i bomuldsgarn, de kan bruges til sommerbluser med kan også bruges som en lille vest over en langærmet bluse. De er strikket i størrelsen 3-6 måneder.
Opskriften har jeg fundet på Femina´s hjemmeside.
Oprindeligt var de strikket i ensfarvet men jeg syntes nu at de er meget søde i strib. Ja, det gav lidt besværligheder undervejs. Som man kan se på den lyseblå, så er de små ærmer strikket med i for og bagstykkerne, og det blev noget bøvlet da jeg skulle strikke strib men ærmerne skulle være ensfarvet.
Derfor besluttede jeg ved den lilla, at strikke ærmerne på til sidst, altså samle masker op langs kanten og strikke et par centimeter retstrikning som udgør ærmerne. Det kan være hip som hap hvad man gør, men den sidste metode er langt nemmere.
Begge er lagt i min Amio butik
Det er ved at være lang tid siden jeg sidst har lavet et indlæg, men har haft lidt travlt på det sidste. Siden forrige søndag har jeg haft modbydeligt ondt i halsen, det udviklede sig natten til fredag, om morgenen kunne jeg næsten ikke få en lyd frem. I dag mandag går det bedre, men det er med anstrengelse når jeg skal snakke. Nå, men i morgen skal jeg på arbejde igen, så jeg håber det bedres lidt mere natten over.