søndag den 18. maj 2008

Nyt siden sidst


Jeg har desværre svigtet min hjemmeside på det groveste her i den sidste tid. Det skyldes det gode vejr, som trækker voldsomt i mig. Jeg nyder at være ude i haven når vejret tillader det.
Nå, men lige en opdatering om hvad der er sket siden sidst. En ting jeg ikke kan komme uden om er, at jeg er blevet et år ældre. Ak, men bare man er frisk og rask så pyt med alderen, selvom jeg syntes det er ved at være lidt træls at blive endnu et år ældre. Ikke mere om det!!!
Den sidste weekend i april afholdtes der klubmesterskaber i Grenaa Badmintonklub. Vores søn Kasper, blev klubmester i både single og double, som han spillede sammen med sin kammerat. Han var meget stolt da han fik sine to medaljer og pokalen hvor hans navn skal ingraveres. Det var slutningen på badmintonsæsonnen og en ny starter til august. Kasper bliver 11 år i juli, så til den tid skal han spille i u13.
I pinsen var campingvognen pakket og vi tog på tur til "Himmerland Camping og Feriecenter". Det ligger i en lille by som hedder Hornum lidt udenfor Års. Det er en rigtig hyggelig lille campingplads, stille og roligt. Desværre var der ikke så mange faciliteter for de mellemstore børn. Dog var der en lækker indendørs swimmingpool, men i det gode pinsevejr var det ikke så attraktivt at være inde. Men vi havde nogle gode dage hvor der rigtig blev slappet af og hygget.

tirsdag den 15. april 2008

Lyserød babybluse



Vi har igen haft computerproblemer!!!!!! Kasper, vores søn, havde som så ofte før en kammerat med hjemme. De havde spillet et spil over internettet. Et eller andet var gået galt og de havde slukket for computeren. Da den blev tændt igen, kørte den nogle sider igennem igen og igen. Vi prøvede at gendanne den, uden held. ALT var slettet i den. Kun de programmer som er i fra ny, var der. Heldigvis var der ingen billeder, men man samler jo efterhånden nogle forskellige ting sammen. Det værste er jo helt klart min dagbog. Fra den dag vi fik at vide at vi ventede Kasper har jeg skrevet dagbog. Jeg har skrevet rigtig meget, idet Kasper har været utrolig kreativ. Der findes ikke de ulykker, som han ikke har lavet. Mange gange har jeg følt mig som "Emil´s" mor, men jeg er jo Kasper´s mor. Nå, men meget af det har jeg skrevet ind på computeren, andet er skrevet i hånden. (På et tidspunkt lavede vi en kopi, alt er bare ikke med dér). Samlet mangler jeg ca. to år. Jeg må få samlet dét der er tilbage og så ellers lægge hovedet i blød. SURT SURT. Men resultatet af det hele er blevet, at Kasper er blevet 1500 kroner fattigere og har fået den gamle computer og vi har købt en ny. Desuden er han blevet koblet på internettet også. Fra nu er der indført en ny regel: INGEN BØRN VED VORES COMPUTER!!
På strikkefronten har jeg da fået lavet lidt, nemlig en babybluse i str. 6-9 måneder den er strikket i noget lækkert bomuldsgarn fra lageret. Det er en opskrift fra "Hendes verden" nr. 25 årgang 2002.

lørdag den 5. april 2008

Bøger

Der er desværre ved at være længe imellem at jeg får læst en bog, men jeg er lige blevet færdig med én som er skrevet af Mary Higgins Clark den hedder "I frisk erindring".
Den handler om en skuespiller , Leila, som er styrtet ned fra terrassen til sin lejlighed. Hendes søster Elizabeth er overbevist om, at hun er blevet myrdet. Elizabeth vil have sandheden frem, men nogen vil gøre alt for, at det ikke sker.
Som sædvanlig har Mary Higgins Clark skrevet en rigtig god bog. Jeg har efterhånden læst mange af hendes bøger. Hun har en rigtig god måde at skrive på. Er der mon nogen af jer, som læser hendes bøger?

mandag den 31. marts 2008

Grydelapper


Et par grydelapper med fåremotiv er blevet strikket. De skulle strikkes rundt på 4 pinde. Jeg syntes det var rigtig besværligt idet pindene hele tiden gled ud af maskerne. Derfor endte det med at jeg strikkede dem frem og tilbage på 2 pinde. Det skal lige skrives, at der er får på begge sider af den ENE grydelap. Den anden slap jeg lidt lettere med, den endte nemlig med at blive stribet. Strikket på pinde nr. 3 i bomuldsgarn efter opskrift fra Familie Journalen nr. 15 fra 2007.

fredag den 28. marts 2008

Mohairsjal

Jeg er blevet færdig med mit mohairsjal. Det lyder jo rigtig dejligt, men men men men jeg har strikket det i en råhvid mohair. Jeg havde 2 nøgler af det, men de var ikke helt samme indfarvning. Var ikke helt sikker på om ét nøgle var nok, så derfor strikkede jeg 2 pinde med den ene farve og 2 pinde med den anden farve. Da jeg idag kom hjem fra arbejde skulle jeg lige se det ved dagslys (det skulle jeg jo selvfølgelig have gjort noget før). Der var tydelig farveforskel mellem de to garner. Øv!!!Det bliver trevlet op i aften . Så må jeg prøve om der kan blive nok garn i det ene nøgle til et sjal. Ellers må det blive så stort som det nu kan!!!!!!

søndag den 23. marts 2008

Påske






Det er påskedag. Sneen daler ned og det er bidende koldt udenfor. Strikketøjet bliver ikke motioneret så meget i disse dage. Der bliver nemlig hygget igennem med familien. Pt. er jeg igang med et stort sjal til mig selv. Det strikkes på pinde 12 med mohairgarn. Derudover er der gang i en baby undertrøje, som jeg har tænkt kan bruges som en bluse. Den strikkes på pinde 2½ af hvidt bomuldsgarn. Et par sokker er der jo også altid gang i.
Fortsat god påske til jer derude!

torsdag den 20. marts 2008

Strik



I ønskes alle en rigtig god påske. Jeg har desværre haft nogle computer-problemer, som nu heldigvis er løst, derfor har der været lidt stille her på siden de sidste dage. Computeren var blevet umådelig langsom at arbejde på. Da vi ikke selv har så meget forstand på den slags, sendte vi den til en fagmand. Han kunne fortælle os, at computeren som vi havde købt for 3 år siden, rent faktisk ikke indeholdte den hukommelse som vi havde købt og betalt for!!!!!!!! Den var alt for lille til at køre det virusprogram som vi havde installeret. Derudover havde vores søn installeret et spil "Counter Strike", også gik det da helt galt. Selvom spillet blev afinstalleret igen var den stadig langsom. Så blev der sat noget mere hukommelse i. Da vi fik den hjem kunne vi slet ikke komme på nettet. Det viste sig at routeren nu var gået i stykker. Den fik vi skiftet, så nu er vi på igen.
Vi har alle ferie her i påskeugen, så vi hygger os rigtigt. Vi skulle have været på camping, men eftersom der blev lovet snevejr valgte vi at blive hjemme, istedet havde vi svigermor på besøg fra søndag til onsdag det var rigtig hyggeligt. Kasper var ude og spille badminton mandag, det var et påskestævne i Rønde. Han tabte een og vandt to kampe. Det var det første stævne hvor han spillede i D rækken, tidligere har han spillet i begynderrækken, så det var en flot præstation.
Vi har også fået malet i et af vores værelser, det var dejligt at få gjort. Alt er flyttet ind igen og her er dejligt lyst.
På strikkefronten har jeg fået lavet denne lille bluse. det er en opskrift fra "Hendes verden" nr. 43, 2003. Den er strikket i str. 1 år.

søndag den 9. marts 2008

Halsedisser


Fredag var vi til fødselsdag hos familien i Randers. Det var rigtig hyggeligt, det var længe siden vi har været samlet sidst. Jeg havde strikket 2 halsedisser til Simone, desuden endnu en kort bolero til hende. Denne gang passede den perfekt. Halsedisserne er strikket efter en gammel ugebladsopskrift. Men de er stadig lige populære.






Her et stemnings-billede. De dejlige krokusser stod i en uge efter de var blevet gravet op i haven og stillet ind i stuen.

tirsdag den 4. marts 2008

Kort cardigan


Jeg har strikket en kort cardigan til mig selv. Den er strikket af noget mohair-agtigt garn, som jeg har haft liggende på loftet. Den er strikket i en størrelse smaal på pinde nr. 12, skulle egentlig have været på nr. 15 efter opskriften.
Den sidder rigtig flot over skuldrene og ryggen. Passer perfekt.
Den har dog ligget i et par uger og ventet på en knappeløsning. Til sidst endte det med, at jeg valgte en lille trækile. Når den ikke er lukket sætter jeg den på det ene revers.
Kilen er fra mit arbejde, hvor én af vores utrolig dygtige borgere har fremstillet den. Så man kan roligt sige, at alt er håndarbejde.


torsdag den 28. februar 2008

Patchwork
















Påskedækkeservietter i patchwork. De er syet på den gammeldags facon, nemlig over pap. Det er et mønster jeg selv har lavet i sin tid. Måske virker det lidt rodet, jeg ved det ikke rigtigt. Men døm selv. Jeg tror det er ca. 10 år siden jeg startede på dem, men har bare ikke kunnet få mig snøvlet til at blive færdige med dem. Endelig er det lykkedes. Så i år kan de komme på påskebordet.
Det er torsdag i dag, og jeg har fri til middag. det er dejligt, så kan jeg rigtigt få gjort rent i hele huset og vasket tøj. For mig er det bestemt ikke en sur pligt at gøre disse ting, tværtimod nyder jeg det. Lige en smut ind på bloggen skal der også være tid til.
Da jeg fik fri ,var jeg lige en smut nede hos gartneren og købe nogle narcisser til krukkerne udenfor og en enkelt azalia.
Med hensyn til mit tidligere indlæg om badminton, så blev der i weekenden samlet nogle point til GBK. Kasper vandt en og tabte en single kamp. De 2 doubler som han og Benjamin spillede vandt de. Klubben endte på en 3. plads.


fredag den 22. februar 2008

Badminton



Den 2. februar blev der afholdt Norddjurs kommunemesterskaber i badminton, hvor flere spillere fra Grenaa Badmintonklub deltog.
Kasper spillede herresingle u 11 år, der var ialt 19 deltagere, han spillede 6 kampe, og vandt dem alle og dermed en guldmedalje. Sammen med sin kammerat spillede han herredouble i deres aldersklasse, dog kun en kamp, men her vandt de også en guldmedalje.
En meget stolt Kasper med sine medaljer.
På søndag spilles anden runde af en holdturnering i Grenaa, så mon ikke de kan hive nogle point hjem til Grenaa Badmintonklub, vi får se.

Filtede indesko


Filtede indesko INDEN de er blevet filtet i vaskemaskinen, de skulle helst blive til en str. 37, så de skal krybe en del for at komme til at passe. Strømpen ved siden af er str 37. Spændende at få dem ud af vaskemaskinen!!!!!!!

mandag den 18. februar 2008

Kort pigetrøje med tungekant



Kort pigetrøje med hæklet tungekant. Opskrift fra Hendes Verden nr. 37 årgang 2002.
Strikket i str. 3 år, men er vist blevet en str. 5 år, i hvert fald for stor til Simone på 2. Den næste må jeg prøve og lave lidt om på opskriften så den kan passe hende.



søndag den 17. februar 2008

Bølgetæppe


















Så kom der lidt håndarbejde op på siden.
Bølgetæppet startede jeg på i juli måned 2007. Jeg havde sat mig det mål ,at det skulle være færdig inden den 1. feb. 2008. Tæppet skulle være 2 meter lang, dvs. der skulle hækles 200 rækker, altså skulle jeg hækle minimum én række pr. dag. Tidsplanen overholdte jeg så rigelig, tæppet blev nemlig færdig lige inden jul. Målene er 203x130 cm. Jeg har afsluttet arbejdet med at hækle 2 omgange stangmasker og til slut en omgang "buer" , det gør tæppet mere færdigt og der er lidt mere hold på det.
Et kæmpe arbejde men absolut dét værd.

lørdag den 16. februar 2008

forår







Vinterferien er slut men foråret er stærkt på vej.
Har været i haven og "snuse" lidt idag. De dejlige forårsbebudere pibler op af jorden. Nu må vi huske og nyde det inden sneen kommer, hvis den kommer!!
Det har været en dejlig ferie. Har fået ryddet op på hylder og i skabe. Købt nye reoler til arbejdsværelset og ryddet op dér.

Kaspers værelse er blevet vendt på hovedet, meget er ryddet ud og der er kommet orden i det der er tilbage. Flyttet lidt rundt på møblerne.















torsdag den 14. februar 2008

Velkommen


Som du kan se, har jeg lige startet min blogg. Derfor går det lidt langsomt her i starten indtil jeg har fundet ud af hvordan det foregår.
Men til en start får I et billede af husets overhoved, nemlig vores dejlige gamle hankat, Mitte.

onsdag den 13. februar 2008