mandag den 26. april 2010

Strikket ribvest

Weekenden har budt på mange dejlige timer sammen med familien. Fredag da jeg kom hjem fra arbejde, kørte vi alle 3 til Randers Storcenter. Vi har været på udkig efter et par sko til Kasper. Hans fødder vokser i øjeblikket ret hurtigt, og kan derfor ikke passe dem særligt længe. Derfor vil jeg ikke betale 400,- for sko til ham. Han fandt selv et par inde i Kvickly, som ikke var så dyre, men jeg tror ikke de holder så længe, derfor er jeg stadig på udkig.


Lørdag var Kasper og Erik på fisketur nede ved molen. De kom hjem med 18 fine rødspætter og mindst lige så mange havde de smidt ud igen fordi de var undermålere. Det var et stort arbejde for dem, at flå fiskene da de kom hjem. Men de blev færdige og kom i fryseren til senere brug. Om aftenen havde vi inviteret vores naboer til middag.


Søndag fik vi vasket bil, det var et kæmpe arbejde, den har ikke været vasket hele vinteren. Den var godt beskidt og fyldt med tjærepletter og flyverust. Alaska lakrens kunne klare pletterne, der skulle dog bruges en god gang knofedt, men vi kom pletterne til livs. Bilen er flot som ny igen. Det var en dejlig fornemmelse at sætte sig ind i den her til morgen. 
Strikkepindene har også været i sving. Den populære baby ribvest har jeg strikket i en størrelse 2-3 år. Drengen som skal have den bliver 1 år i maj, så det varer nok lidt inden den passer, men den kan gemmes til den tid. 
God uge til jer som læser med.

onsdag den 21. april 2010

Lidt sol....

Det dejlige forår har i de sidste 14 dage vist sig fra sin gode side. Alting i haven begýnder at røre på sig. Det er ca. 14 dage siden, at vi strøede gødning i hele haven, siden har det ikke regnet, dog begyndte det her i mandags at dryppe. Så nu kan gødningen bare begynde at virke. Med det resultat at græsplænen skal slåes et par gange om ugen.
Man siger at aprilvejret, er en blanding af det hele. Det holder stik i år. Vi har haft nogen sol, regn og  i går var det et rigtigt snevejr, der lå et pænt hvidt lag i haverne..... Sjovt, som vejret kan skifte fra tid til anden.


Mit store pilehjerte er kommet op at hænge på vores dør ind til terassen. Det er grene fra vores, nu fældede troldepil, som jeg har bundet et hjerte af.


Den var efterhånden blevet 22 år, og så stor at den skyggede for meget i haven. Den store stub står stadig og ser træls ud. Vi bruger den til at lave bål i, på den måde håber vi, at den efterhånden må blive til indenting, men det tager laaaaaaang tid at komme den til livs. Håber dog at det lykkedes engang.


Her er vores hyggelige cafésæt, som står og pynter i vores store fliseareal i indkørsel.
Forøvrigt, tusind tak for jeres søde kommentarer i det forrige indlæg. TAK for det!

mandag den 19. april 2010

Lille pung

En ny uge er der taget hul på. Pyha, jeg syntes godt nok at jeg kan mærke en grundig forårstræthed overmane kroppen. Den konstante træthed, som er så svær at komme af med. Håber, det bliver bedre efterhånden som foråret skrider frem. I ugen er der ikke nogle særlige projekter som skal gøres, så her er der mulighed for lidt afslapning. I weekenden har vi også slappet af.


I går havde jeg fødselsdag, det var en dejlig stille dag med et enkelt hold gæster. Det var vores naboer, som var ovre og ønske tillykke. Til aften besluttede vi, at bestille pizza og spise sammen. Det var rigtig hyggeligt. Familien kommer den 9. maj, det glæder vi os til.


Igår var det også min fars dødsdag, Det er 25 år siden han døde. På min 21 års fødselsdag .... Det var så uheldigt, at det lige skulle blive den dag. Han havde fået en vellykket hjerteoperation, men da han lå på opvågningen fik han en blodprop i hjertet. Han blev lagt i respirator, men døde 7 dage efter operationen, altså den 18. April. Det var meget svært de første mange år efter. Jeg kan mærke på følelserne kommer igen, nu hvor jeg også har mistet min mor for lidt over et år siden. Trist, ikke på have nogle af mine forældre, hvor jeg savner dem begge.


Kreativ har jeg skam været i den sidste uge. Har syet denne lille pung, som kan bruges til mange ting. Jeg bruger den til saks, målebånd, stoppenål osv. Jeg har gang i et par stykker mere. Mønsteret har jeg fundet hos hende her: http://timotei-timotei.blogspot.com/
 Med en Fantastisk sybeskrivelse.

fredag den 16. april 2010

Endelig weekend........


Så blev det endelig weekend. En lang og arbejdskrævende uge er forbi. Pyha, jeg syntes godt nok der har været mange ting at forholde sig til. Mange forandringer venter i nær fremtid. Må se hvordan det hele udvikler sig. Spændende. 


 I eftermiddag blev Kasper hentet ved 15 tiden, han skulle på et badmintontræningsophold i Vingsted. Jeg nåede desværre ikke at give ham en knuser inden han blev hentet, idet jeg først var hjemme kl. 15.30. 


Weekenden skal bruges til både pligter og afslapning. Lørdag skal vi nemlig til Vingsted for at hente drengene. Søndag skal der slappes af, der er nemlig én i huset som bliver et år ældre....


Håber weekendvejret bliver godt, så vi kan komme lidt ud i haven og nyde det.

tirsdag den 13. april 2010

Weekend havearbejde

I weekenden havde vi gang i havearbejdet. Det var første gang i foråret vi var i haven, så der var meget at gå igang med. Masser af tørre blade og grene som skulle rives sammen, ukrudt som skulle hakkes op og derefter rives sammen.


Mange stauder, som skulle klippes ned, og nusses lidt om. Græsplænen blev kantet af og fik formen igen. Traileren blev hurtigt fyldt med haveaffald, til trods for, at de tørre stauder blev brændt af. Terrassen blev også gjort sommerklar med mine mange krukker.


Havemøblerne blev fundet frem. Sidste sommer tog jeg springet og malede vores havemøbler sorte. De var tidligere i rå træ, som vi havde givet olie hver forår. Det var et frygtelig surt arbejde.


Men jeg var efterhånden lidt træt af deres udseende, og besluttede derfor at de skulle males. Sættet er blevet meget flot, især når de sorte/hvide hynder er i stolene.

 Det lille bord og en bænk, vil jeg have malet hvidt. Vi har nemlig et hvidt hegn for vores terrasse. Så det bliver lidt blandet sort og hvidt. Flere af mine brændte lerkrukker har jeg også malet sorte, de er bare blevet så flotte.

torsdag den 8. april 2010

Tørklæde i blomsterranker

Tørklædet er hæklet i lange blomsterranker. Mønsteret består af 6 forskellige rækker. De fire gentages. Der hækles ialt 7 blomsterranker. Man kan vælge, at hækle flere eller færre ranker. Jeg syntes de 7 ranker giver en god bredde på tørklædet. Jeg har valgt at hækle det i bomuld, men det kan hækles i mange kvaliteter. Opskriften har jeg fundet i et strikkeblad, tror det er et "Sanders" blad. Jeg er meget godt tilfreds med resultatet, tror faktisk godt at jeg kunne finde på at hækle et mere.


tirsdag den 6. april 2010

Nisseindkøb............

Vores besøg hos Etly Klarborg i Moseby, endte med at jeg købte dette nissepar. Det er årsparret fra år 2000, altså det første årspar som blev fremstillet. Pigen hedder Amanda, hun er bare så nuttet, at ingen kan stå for hende. Joakim er en lille drillepind, som elsker at drille både kat og mus.


Nissedesigneren Etly Klarborg har fundet inspiration i de enkelte nissepersonligheder omkring sig blandt egnens beboere, familie og venner.


Derudover købte jeg dette kagedåsesæt. Sættet består af 3 størrelser, som kan gå inden i hinanden.
De er dekoreret med søde nissemotiver.


Meeeen jeg bager jo desværre ikke til jul, havde en ide om, at de kunne bruges til pynt. Mon ikke også der kan komme nogle af Fakta´s de bedste småkager i dem.

mandag den 5. april 2010

Der påskes igennem til det sidste.....



Sidste dag i påskeferien. Der skal påskes igennem lige til det sidste. Vi har siddet og hygget med kaffe og rundstykker. Kasper sover sin skønhedssøvn, inden han skal starte i skolen imorgen. Erik sidder og hygger sig med den sidste kaffe og avisen. Jeg ligger inde på sofaen under det lune tæppe, og prøver at kommer over den grimme forkølelse.


Vaskemaskinen er sat igang, så vi kan se bunden af vasketøjskurven igen. Idag skal vi bare hygge og slappe af, det ser ud til at foregå indendørs. Vejret ser nemlig ikke ud til at blive det helt vilde her hos os, lige nu er det lidt gråt og kedeligt.


Den lille stofkylling, har Kasper syet i skolen.
I der læser med ønskes en rigtig god 2. påskedag.

søndag den 4. april 2010

En våd omgang......

Lørdag pakkede vi alt campinggrejet sammen og begav os hjemad. Det har været en utrolig våd omgang. Har dog kunnet holde vandet ude, men det har været koldt og fugtigt. Der er godt nok blevet brugt noget gas på denne tur. Lørdag formiddag var det tørvejr og solen skinnede faktisk, (lige for en enkelt gangs skyld), så teltet var nogenlunde tørt da vi pakkede det sammen. Nå, men vi chekede ud næsten kl. 11.30 og takkede for denne gang, vi vender tilbage, måske til sommerferien. Var hjemme lidt over kl. 14.00. Så var det bare med at få pakket teltet ud og få det hængt til tørre. Det tog ca. 1 time med at få alt pakket ud. Håber, at det bliver bedre vejr næste gang vi skal afsted. Vaskemaskinen kører på højtryk, det er nemlig helt utroligt så meget vasketøj, der kommer ud af sådan en tur. Uha, hvor er jeg blevet forkølet, så nu ligger jeg under dynen for at blive frisk til arbejdet tirsdag.


På det kreative område har jeg dekoreret nogle paprør. De kan bruges til f. eks. strikkepinde, pensler oa. Jeg har brugt rør fra badmintonfjerbolde og tapet fra en kasseret tapetbog. 

torsdag den 1. april 2010

Klarborg nisser i "Gammelbo"

Tirsdag var vi i Moseby for at se Klarborgnisserne. Også kaldet Trip Trap nisserne. Etly Klarborg, som står ved disken, laver nisserne og har en lille butik og galleri, hvor hun sælger af sine nisser og malerier.


Der er lavet en utrolig flot udstilling, uha man bliver MEGET nemt fristet.


Første gang vi var inde for at se nisser er ca. 4 år siden. Jeg havde da fået een af min svigermor, og syntes den var meget fin. Siden har jeg købt og fået mange af hendes skønne nisser.


Særligt er det årsnisserne og nisserikkerne jeg samler på.


Jeg manglede det første sæt årsnisser fra år 2000. Dem købte jeg hos hende i tirsdags. Så nu har jeg dem alle. Desuden købte jeg et sæt kagedåser, bestående af 3 firkantede dåser med nissemotiv på.  


Jeg håber, du har nydt de billederne af den skønne "nisseudstilling" også selvom det ikke ligefrem er årstiden for nisser. Jeg kan kun sige, at det bestemt er et besøg værd, hvis du skulle komme på disse kanter.