Sokker bliver man da aldrig trætte af at strikke. I længden kan det godt være en smule kedeligt, men et par sokker indimellem er da et rart håndarbejde. Jeg kan også se rundt på de forskellige blogge, at der nogle steder er gang i sokkerne.
Jeg har tidligere strikket et par sokker til Kasper´s kammerat. Men de blev desværre ødelagt i vask. Kan ikke forstå det, moderen vaskede dem ved 40 grader, hvilket de godt skulle kunne tåle, men de var meget små og meget tykke, da de kom ud af maskinen. Nå, pyt med det, jeg har strikket et andet par til ham, nøjagtig magen til det første par. Han syntes nemlig de var super seje. Jeg har blandt alt mit strømpegarn valgt en mørk grøn til grundfarve, striber i røde/orange farver. Striber henholdsvis på skaft og fod.
Det er lidt sjovt med disse strikkede sokker, for de halvstore unger begynder at nægte at bruge dem. Kasper siger hvert efterår, når jeg finder dem frem, at han ikke vil bruge dem, for der er ikke nogle af de andre kammerater som bruger sådanne sokker. Alligevel når de er her, vil de frygtelig gerne LÅNE hans hjemmestrikkede sokker. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville strikke et par til hans kammerat, og hvor blev han glad for dem. Håber hermed, at kunne være med til at gøre de strikkede sokker populære blandt kammeraterne.
Da jeg var igang, strikkede jeg et par små sokker af lidt rester jeg havde. Disse bliver til en gave senere. De store sokker er en str. 39 og der er brugt 67 gram strømpegarn. De små er str. ca. 24-26 og der er brugt 28 gram strømpegarn. Så der blev da brugt lidt af garnlageret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar