Når pæonerne blomstrer, skal man være hjemme, for større forventning findes ikke.
De er sejlivet. Pæoner kan man finde som eneste overlevende fra fortiden i gamle haver. De kan stå i græs til halsen og blomstre overvældende alligevel. Til gengæld har de ry for at være vanskelige, umulige at flytte og for at gå til uden forvarsel af svampesygdomme.
De er sejlivet. Pæoner kan man finde som eneste overlevende fra fortiden i gamle haver. De kan stå i græs til halsen og blomstre overvældende alligevel. Til gengæld har de ry for at være vanskelige, umulige at flytte og for at gå til uden forvarsel af svampesygdomme.
Pæoner kan flyttes, men med omhu. Helst i september-oktober måned.
Flytningen skal ske varsomt, de nye blomsterknopper er allerede dannet, og rødderne er sprøde.
Grav forsigtigt pæonknolden op og lad så meget jord som muligt følge med klumpen.
Løsn jorden godt på det nye voksested.
Sørg for at pæonknolden ikke plantes for dybt på det nye voksested – det er vigtigt at den placeres i SAMME højde, som den tidligere voksede i.
De kan bedst lide svær jord, og hvis man har det, behøver de heller ikke gødning, nogensinde.
Klip toppen af, så der kun er 10 cm tilbage.
De første år vil der værre færre blomster, men allerede det efterfølgende år vil der igen være mange blomster.
Studenternelliker står fantastisk frodige lige i øjeblikket og også de sår sig voldsomt. Man kan købe frøene i blandinger, og de er næsten de fineste. Man kan også købe dem enkeltvis i sorter. Mine er hjemme fra min mor, som i sin tid såede dem. Der er de mest vidunderlige farveblandinger, fra den lyseste rosa til næsten sorte, og de fleste er tofarvede. Deres velouroverflade giver dem en aura, som et barokmaleri af kongelig farvepragt. Duften er vidunderlig, men det er som om de lyse dufter mest.
Planterne er to årige. Hvis man vil bevare dem, er det en god ide, når de er afblomstret og gået i frø, at bøje hovederne nedad og evt. ryste dem lidt, så falder frøene ud og såer sig selv. Som regel overlever de også flere vintre, men en vis uberegnelighed må man regne med.
Studenternelliker gror på en ret sær måde. De har meget tynde stængler forneden og tilsyneladende næsten ingen, sytrådstynde rødder. Det ser nærmest naturstridigt ud, at de er nok til at føde de tykke saftige stængler, der skyder lige op med de små buketter af blomster, hver nellike består af.Studenternellikes rodnet er nemt at dele, og nemme at få til at slå rod.
2 kommentarer:
Tak for dine altid søde kommetarer på min blog.
Kan se du også er vild med pæoner.
ha´en dejlig aften.
Knus Susi
Send en kommentar